Ledig stilling: Børneklubskoordinator

Er du Trampolinhusets nye Børneklubskoordinator?

Trampolinhuset er et brugerinddragende medborgerhus for asylansøgere, flygtninge og andre borgere i Danmark. Huset blev stiftet som et borgerinitiativ i 2010, men er i dag en selvejende institution med en professional bestyrelse og 10 ansatte. Vi tilbyder asylansøgere et helhedsorienteret integrationstilbud fra deres første dag i landet, og ikke først efter lang og passiv ventetid i asylsystemet. Huset har sit navn derefter: Vores mission er at give asylansøgere og flygtninge en flyvende start på livet i Danmark.

Siden husets begyndelse, har børnepasning været en fast del af husets program. Med flere og flere børn der fast benytter sig af børnepasning i huset, og for at imødekomme mange af de udfordringer børnefamilier i asylsystemet kæmper med, ønsker vi at lave en egentlig børneklub, samtidig med at vi arbejder med forældreskabsevner igennem Trampolinhusets Kvindeklub.

God koordinator der kan være med til at udvikle vores Børneklub

Vi ansætter pr. 1. september 2018 en Børnklubkoordinator i en 20 timers stilling.   Vi leder derfor efter en medarbejder med pædagogisk erfaring med tosprogede udsatte børn i alderen 2-13 år. Du kommer til at være med til at udvikle Børnklubben sammen med vores Programdirektør.

Indsatsen er støttet af Novo Nordisk Fonden og løber i første gang over 1 år.

 

Dine arbejdsopgaver

  • At lede Børneklubben, organisere aktiviteter og organisere de tilknyttede frivillige.
  • At fortsætte udviklingen af vores aktivitetsprogram for børnene med fokus på udvikling af deres sociale kompetencer.
  • At vejlede de frivillige så de får de rette pædagogiske værktøjer ift. børnene.
  • At, sammen med Women´s Club koordinatoren, udvikle et nyt forløb i Kvindeklubben, med fokus på at opbygge og styrke mødrenes forældreskabsevner.
  • At udvikle et tilbud om dansk og modersmålsundervisning baseret på frivillige, med det formål at sikre en faglig understøttelse til børnene.
  • At indgå i vagtplanen som sikrer Børneklubbens aktiviteter i Trampolinhusets åbningstider.
  • At deltage i ugentlige husmøder med brugerne samt ugentlige staff-møder.

 

Faglige og personlige kompetencer

Fagligt har du minimum nogle års erfaring med udsatte børn, en pædagogisk eller anden relevant uddannelse.

Personlig er du let at omgås og har stor respekt for mennesker og deres forskelligheder. Du er empatisk, men også robust. Du er god til detaljer og arbejder systematisk. Du er god til at se muligheder og udvikler gerne dit område. Du er kommunikerende og åben og forstår at operere i en hverdag, hvor alt ikke ligger i faste rammer, og hvor alle tager ansvar og gør deres bedste.

 

Vi tilbyder

Du vil blive en del af et dedikeret arbejdsfælleskab på 10 ansatte, 10 praktikanter, og over 200 frivillige med både dansk- og flygtningebaggrund, som har til huse i et privat drevet medborgerhus på Thoravej 7 i København NV.

Det er en levende arbejdsplads i rivende udvikling, og du kommer til at indgå i forskellige sammenhænge med mange typer mennesker. Det er en arbejdsplads hvor medarbejderne er drevet af værdifællesskabet og troen på at vi kan skabe bedre integration i hele Danmark. Du refererer til Programdirektør og Women´s Club koordinator, som du vil arbejde tæt sammen med. Den ugentlige arbejdstid er 20 timer til 197 kr./t + feriepenge (12,5%). Lønnen stiger 2% pa. Stillingen er tidsbegrænset i et år, men der vil være mulighed for forlængelse, hvis det lykkes at finansiere fortsættelse.

Trampolinhuset opfordrer alle kvalificerede ansøgere, uanset køn, seksuel orientering, alder, race, etnicitet eller religion at søge stillingen.

 

Er du interesseret?

Læs mere om huset på vores www.trampolinehouse.dk.  Hvis du har spørgsmål til stillingen, kan du kontakte adm. direktør Morten Goll mandage kl. 10-16 på 30 91 00 50. Send din ansøgning senest den 7. august til adm. direktør Morten Goll mortengoll@trampolinehouse.dk. Vi har brug for at du kan starte 1. september 2018.