Balancen mellem ytringsfrihed og respekt

Om balancen mellem ytringsfrihed og respekt

Ytringsfrihed som demokratisk princip må til enhver tid suppleres af sin modsætning, den ubetingede gensidige respekt. Ellers forfalder den demokratiske debat til sort-hvide polariseringer, som forhindrer integration mellem mennesker, krydsbefrugtning af ideer og den personlige såvel som samfundets udvikling.

Af Morten Goll, adm. direktør i Trampolinhuset

Morten Goll, adm. direktør i Trampolinhuset. Foto: Alina Strileckis.

Morten Goll, adm. direktør i Trampolinhuset. Foto: Alina Strileckis.

Der tales meget om ytringsfriheden i disse dage, særligt om ytringsfrihedens ukrænkelighed. Det er en krystalklar forudsætning for demokratisk debat i dagens Danmark, at grænsen for ytringsfriheden går ved fysisk vold. 

Og dog er der ingen pædagoger, lærere og civilsamfundsaktører ved deres fulde fem som bruger en så reduceret forståelse af debatkultur. Måske er forskellen, at vi har et mere komplekst forhold til ytringsfriheden, fordi vi trods alt har en mere hands on-erfaring med den demokratiske debats anatomi. 

For at forstå det, kan vi tage udgangspunkt i noget, der nærmest lyder som en borgerlig dyd, nemlig “ordentlighed”.

I Trampolinhuset arbejder vi til daglig med at gøde og fremelske demokratiske processer mellem flygtninge og danskere. Danskerne har som regel gået i gode skoler med pædagoger som har haft demokrati på dagsordenen. Flygtningene kommer fra mange forskellige kulturer. Mange har sjældent, hverken i skolen eller det samfund de flygtede fra, oplevet en velfungerende demokratisk kultur. 

Det er derfor nødvendigt at starte fra grunden. Fra det arbejde har jeg erfaret, at der er et princip som skal etableres før princippet om ytringsfrihedens ukrænkelighed. Det er princippet om betingelsesløs gensidig respekt. Eller ordentlighed på borgerligt dansk. 

 

Betingelsesløs gensidig respekt 

Den ubetingede gensidige respekt er på en måde en konservativ kraft, som søger at bevare status quo ved at deeskalere konflikter. Dem, der er vokset op i et diktatur, har hele deres liv savnet respekt. I stedet har de fået en perverteret udgave af respekten, nemlig ubetinget loyalitet overfor systemet som sikres med truslen om vold. 

Men alle mennesker har en medfødt retfærdighedssans, som bliver stødt hvis de oplever mangel på respekt for deres egen person. Derfor er det let at “sælge” kravet om respekt for min person til dig, hvis prisen er gensidighed. Det er et rimeligt køb, fordi du genkender mit behov i dit eget. 

Gensidigheden forbereder os på at acceptere forhandling, solidaritet, skattekroner og arbejdsindsats. Den skaber en pragmatisk vilje.

Men trods god vilje er det ikke let at udøve respekten betingelsesløst i virkelighedens verden. Den forveksles ofte med loyalitet. Og vores fordomme om hinanden har også en tendens til at udmåle respekten i ulige mål. Det er noget vi arbejder på at løse hver dag i Trampolinhuset, for hvis dine omgivelser ikke respekterer dig, føles det som at miste personlig frihed.

 

Ytringsfrihedens ukrænkelighed

Ytringsfriheden er til sammenligning en revolutionær kraft. Ifølge festtalerne er ytringsfriheden ukrænkelig i et demokrati, fordi magtens ønske om status quo skal kunne udfordres. 

Dog mener mange eksperter og meningsdannere, at truslen mod ytringsfriheden ikke længere kun kommer fra magtapparatet. Den kommer i mindst lige så høj grad fra radikaliserede befolkningsgrupper, som tyer til fysisk eller symbolsk vold i protest mod deres modstanderes ytringer. 

I Trampolinhuset er vi enige i, at ytringsfriheden er essentiel for samfundets dynamiske udvikling, beskyttelse af mindretals holdninger, og som vagthund overfor magthaverne. 

Men i et socialt rum hvor der sidder folk med vidt forskellige forudsætninger og erfaringer, taler vi mindre om ytringsfrihedens grænser, end om hvordan man overhovedet kommer i gang med at bruge den. Det går lettere med at acceptere den gensidige respekt. Jeg tror ikke der er et entydigt svar på hvorfor. Flygtninge er lige så forskellige som os andre, men jeg tror at det er det samme billede man ser, hvis man træder ind i enhver klasse på en dansk uddannelsesinstitution. 

Der er altid nogle der har ordet i deres magt, og andre som ikke har. Viljen til at tage ordet følger ofte, men ikke altid, antallet af år man har studeret og graden af sproglige færdigheder. Folks kulturelle baggrund og tryghed ved demokratisk praksis er også en faktor. Og så er der det, at kunne servere et problem på en måde, der opfordrer folk til at komme med løsninger fordi de føler sig taget alvorligt.

Men det er ikke desto mindre nødvendigt at vi påtager os at udnytte ytringsfriheden. For uden vores individuelle holdninger, erfaringer og kritik kan vi ikke skabe et fælles demokratisk rum som vi alle kan spejle os i og tage ejerskab over. Derfor øver vi os dagligt i sprog, demokratisk dannelse, ligestilling og i at lytte.

 

Samspillet mellem to de modsatte principper

De to principper er begge imperativer: det ene ukrænkeligt, det andet betingelsesløst. Hvis vi forvalter demokratiet på en sådan måde, at det ene udelukker det andet, sker der et demokratisk forfald. Hvis ytringsfriheden forhindres af den betingelsesløse gensidige respekt, går samfundet i stå, fordi det konservative element bliver dominerende. Det bliver umuligt at rette op på uretfærdigheder. Det omvendte sker, hvis den revolutionære ytringsfrihed ødelægger den gensidige respekt. Sort-hvide verdensbilleder dominerer, og disrespekt eskalerer til had. Volden lurer om hjørnet sammen med revolutionen.

I det ideelle demokrati lever de to principper side om side. Det betyder, at der er grænser for ytringsfriheden, samtidig med at den er ukrænkelig. Det betyder, at den gensidige respekt udfordres af ytringsfriheden - men stadig anerkendes betingelsesløst.

Den gensidige respekt virker som en tyngdekraft, der holder os på plads i fælleskabet. Ytringsfriheden virker som en centrifugalkraft, der truer med at skille os ad. 

Hvis den ene kraft bliver stærkere end den anden, bliver alt sort eller hvidt. Med begge kræfter i det rette mål opstår den gråzone, hvor demokratiet giver en dynamisk mulighed for at skabe forandringer i samfundet som er til gavn for alle, fordi alle kan og vil deltage og føler sig set og hørt. 

Hvordan vægten skal lægges på de to principper kan ikke defineres skarpt, fordi der ikke er tale om et matematisk eller juridisk problem, men et socialt fænomen. 

Vi må prøve os frem. 

Og mens vi prøver, skal vi huske, at ingen af os kan påstå at mestre begge discipliner til fulde. Vi falder alle sammen i fra tid til anden. Vi skal se hver debat vi deltager i, som en læringsproces, hvor det handler om at holde den pragmatiske gråzone åben. 

Det er i hvert fald min erfaring fra Trampolinhuset.


Støt Trampolinhuset

Trampolinhusets mange aktiviteter er mulige takket være donationer fra knap 300 privatpersoner, som giver mellem 50 og 500 kr. hver måned. Hvis du, din kæreste eller din mor også har mulighed for at støtte vores arbejde med en fast donation, vil det gøre en stor forskel for vores arbejde.


Læs mere