Ny job-workshop

Ny job-workshop skudt i gang

Tillid og gensidig respekt er fundamentet, når flygtninge, asylansøgere og andre praktikanter i Trampolinhuset hver onsdag rykker tættere på arbejdsmarkedet.

Af Signe Markvard, kommunikationspraktikant

Alle, der kommer i Trampolinhuset, får nu mulighed for at få hjælp til deres jobsøgning. Hver onsdag kl. 10-12 afholder frivillige jobrådgivere en job-workshop, der skal styrke deltagerne på deres vej mod arbejdsmarkedet. Workshoppen gennemgår de enkelte trin i jobsøgningsprocessen fra CV-skrivning til arbejde.

Marco Ibrahim, 46 år, er flygtning fra Somalia og en af deltagerne i workshoppen. Kun to måneder efter hun kom til Danmark, blev hun af kommunen sendt i praktik i en større dansk virksomhed. Arbejdet bestod i at samle ledninger.

 Marco er en af deltagerne i Trampolinhusets job-workshop. Foto: Alina Strileckis

Marco er en af deltagerne i Trampolinhusets job-workshop. Foto: Alina Strileckis

- Jeg håber, at job-workshoppen i Trampolinhuset kan være et skridt på vejen til et arbejde, der passer bedre til den, jeg er, siger Marco.

Hendes ønske er en dag at få job i en børnehave i Danmark.



Drømmen om at arbejde

- De flygtninge og asylansøgere, vi møder, har et ønske om at arbejde. At få lov til at integrere sig i det danske samfund og forsørge sig selv uden at skulle være en del af alle de mange systemer, asylansøgere i Danmark er underlagt, siger Louise Østerlund, der er frivillig projekt- og jobkonsulent i Trampolinhuset og underviser på job-workshoppen.

At undervisningen og vejledningen foregår i Trampolinhuset, hvor asylansøgere og flygtninge selv er en aktiv del af fællesskabet, har stor betydning, mener Louise Østerlund.

- Hvordan styrker vi bedst det menneske, der sidder foran os? For at kunne svare på det, må vi først lære hinanden at kende, siger hun.

På workshoppen tages der derfor god tid til det personlige møde.

- Mange flygtninge har barske erfaringer med sig. Måske oplever du, at en deltager er fraværende, men i virkeligheden handler det måske om, at vedkommende går og bekymrer sig for sit barn, der på egen fod befinder sig i hjemlandet og er i fare. Deltageren har brug for et job for at kunne betale for barnets rejse hertil.

På workshoppen lytter underviserne til deltagernes egne jobønsker, spørger ind til, hvad deres drømme er, kortlægger hvilke kompetencer de i forvejen har og eventuelt mangler og forsøger ud fra det at skabe et billede af, hvad der er realistisk, både i forhold til deltagernes nuværende situation og det danske arbejdsmarked. Workshoppen har en tolk fast tilknyttet.

- Mit håb er selvfølgelig, at deltagerne på workshoppen får arbejde. At de bliver mere afklarede og konkrete omkring, hvad de selv kan og ønsker at arbejde med fremover. Og efterhånden får et klart billede af, hvilke skridt de skal tage for at nå det job, de går efter, siger hun. 

Job-workshoppen er en del af Trampolinhusets projekt ‘Next Practice,’ der arbejder med at kortlægge flygtninge og asylansøgeres kompetencer og matche dem med Trampolinhusets netværk af danske virksomheder, der efterspørger arbejdskraft. Indsatsen støttes af TrygFonden og Tuborgfondet.


Læs mere