Vores fælles ansvar

Tale til demonstration og mindehøjtidelighed for afdød afvist asylansøger

Click here for English

Af Morten Goll, Grundlægger & Direktør i Trampolinhuset, 28. november 2017.

Vi står her i dag for at markere vores sorg over tabet af et liv. En algerisk mand på 34 år mistede livet den 22. november, efter at politiet den 20. november havde forsøgt at deportere ham mod sin vilje. Han kom sig aldrig efter mødet med de danske myndighedspersoner som forestod hans deportation.

Jeg håber inderligt at det ikke er tilfældet, at dansk politi var de ansvarlige. Men vi må som Claus Juul fra Amnesty International gør det, insistere på at dødsfaldet bliver undersøgt grundigt. Vi ved at sagen allerede ligger hos Politiklagenævnet og Ombudsmanden, og Trampolinhuset vil stille spørgsmål til Ombudsmanden for at sikre at sagen bliver fulgt til dørs.

Indtil videre tyder alt på, at det var mødet med det danske politi der blev hans endeligt.

Hvad betyder det? Det danske samfund har indrettet sig på en måde som har forårsaget at et menneske som søgte livet hos os, i stedet har mistet det.

Som en af stifterne af Trampolinhuset har jeg fulgt asylpolitikken siden 2009.

De sidste par år har vi set et skifte i fokus. Systemet indrettes nu med udvisning og deportation som endemål, frem for integration. Vi ser det i udrejsecentrenes bevidst utålelige forhold, i opholdscentrene, hvor inddragende og inkluderende aktiviteter er sparet væk. Man tager udgangspunkt i minimal inddragelse af disse uønskede borgere fordi afvisning og udvisning er det ønskede mål.

Selv hvis jeg får asyl og integrationen burde være på dagsordenen, ser vi at Folketingets politikere italesætter udvisningen som det ønskelige endemål. Et åbenlyst eksempel herpå er alle de somaliere der har fået asyl siden 2012, og som har kæmpet for deres integration, men som nyligt har fået genåbnet deres sager af Udlændingestyrelsen med henblik på udvisning.

Når vores politikere skal retfærdiggøre deres politik, så bliver de nødt til at skabe en stærk fortælling om et dem og et os. “De” er ikke som “os”, derfor har vi ikke plads. Danmark er i færd med at dehumanisere flygtninge og migranter. De bliver gjort til uønskede kroppe, som ikke længere betragtes som ligeværdige mennesker. Og deres kroppe er et logistisk problem. De skal deporteres fordi de fylder op her hos os. Når den uønskede krop nægter at samarbejde, og sætter sig igennem som et selvstændigt tænkende menneske, så indtræffer katastrofen. En mand på 34 år valgte den 20. november at insistere på sin menneskelighed og betalte med sit liv.

Hvad gør det os til? Det var vores system der fornægtede ham. Det var ham der betalte med sit liv, så lad os holde 1 minuts stilhed for et menneske som insisterede på at han var en af os.

 

 

Nogle vil sikkert spørge: Hvem var han? Denne mand, der som 34-årig nægtede at rejse frivilligt til Algeriet? Jeg kendte ham ikke. Burde manden have fået asyl? Var det OK at han blev afvist af Udlændingestyrelsen? Var han flygtet til Danmark af en god eller en dårlig grund?

Det er faktisk ligegyldigt. Alle, inklusive Inger Støjberg, er enige om at det er ikke et demokrati værdigt at tage livet af uønskede borgere. Punktum.

Og én ting er sikkert: Jeg kunne ligeså godt have kendt ham. Der står masser af mennesker i denne forsamling, som kunne have været i hans sted.

Det er en katastrofe, men ikke kun for offeret. Også for os andre, som er en del af det demokratiske fælleskab. Det betyder noget, hvad hans død gør os til. Det er ikke kun Inger Støjberg som er ansvarlig for det her. Det er os allesammen. Og det er derfor vi står her i dag. For at ære den afdøde og samtidig markere at vi ikke ønsker flere utilsigtede dødsfald. Demokratiet er et fælleskab der hviler på lighed for loven og gensidig respekt. Demokratiets sundhed skal måles på hvordan det behandler dem der sidder yderst på pinden: mindretallet, dem uden stemmeret, de svageste. 

Når vi går på kompromis med demokratiets grundlæggende præmis, så går demokratiet i stykker. Så det er ikke kun et problem for den afviste asylansøger at hans eller hendes rettigheder ikke respekteres. Det er et problem for alle os andre, som er en del af fælleskabet. Det er derfor store dele af civilsamfundet siger velkommen til de nye medborgere: Jeres ankomst viser os en blindspot i vores demokratiske praksis. Vi har brug for jer til at hjælpe os til at skabe et bedre og mere inkluderende demokrati.

Vores demokrati kan ikke overleve at vi reducerer alle dem der bor uden for den vestlige verden til kroppe som man kan skille sig af med. Det bliver den vestlige verdens død. Demokratiet degenerer inden for Fort Europas mure, og kommer til at bukke under for det pres der bygges op uden for murene. Det er en proces som allerede er godt i gang. Demokratiet en skrøbelig indendørsplante som skal passes og plejes. Og det er os, civilsamfundet, medborgerne, der skal gøre arbejdet. Vi kan ikke overlade det job til politikerne i Folketinget. Og det er os der har muligheden for at sige velkommen til mænd, kvinder og børn som vælger os til.

Til sidst vil jeg give politikerne et par praktiske råd. Man må spørge sig selv hvorfor det er så svært at få folk til at rejse?

Det katastrofale resultat af tvangsudvisningen den 20. november er kun toppen af isbjerget. Hvad sker der for de hundreder af afviste asylansøgere som ikke længere figurerer i Udlændingestyrelsens statistikker fordi de er gået under jorden? Som lever som hjemløse rundt om i landet?

Hvorfor er der kun 4 afviste asylansøgere fra udrejsecentret Kærshovedgaard som er rejst hjem frivilligt, når der sidder over 200 mennesker derovre, og mange af dem har siddet der i halvandet år? Selv ikke de utålelige forhold er nok til at få folk til at vælge den skæbne de engang er flygtet fra. Systemet virker ikke!

Mit første råd er at stoppe tvangsdeportationer omgående. Det er en skamplet på vores demokrati, og det er livsfarligt for ofrene.
Det andet råd er at droppe Dublin-forordningen, som siger at man kun kan søge asyl i et EU-land. Dublin-forordningen ville være OK hvis sagsbehandlingen var ens i alle landene, men så længe der sker fejl i sagsbehandlingerne og hvert land har sine egne vurderinger af hvilke flygtninge der i særlig grad fortjener asyl, så vil Dublin-systemet ikke være et retfærdigt system. At sidde i Kærshovedgaard eller i Sjælsmark er for mange som at få valget mellem pest eller kolera. Du kan enten rådne op under utålelige forhold eller tage hjem og møde det du frygter mest.

Og heraf følger så mit sidste råd til politikerne i dag. Vi burde finde ud af hvad der egentlig sker for de mennesker der repatrieres. Hvis vi kunne forstå hvorfor de er så bange for at tage hjem, kunne vi måske også finde en løsning der fungerer for alle parter.

Tak.