Nyt projekt skal skaffe jobs til asylansøgere

Trampolinhuset lancerer et nyt projekt, som gør det nemmere at arbejde i asylfasen

Click here for English

Morten Goll, grundlægger og daglig leder i Trampolinhuset. Foto: Asim Iqbal, United Colors of Denmark

Morten Goll, grundlægger og daglig leder i Trampolinhuset. Foto: Asim Iqbal, United Colors of Denmark

Det er den bedst bevarede hemmelighed i asyllovgivningen, at asylansøgere har ret til at tage et job i Danmark. Dén ret skal Trampolinhuset sikre med den nye, beskæftigelsesrettede indsats ‘Next Practice’.

af Morten Goll, grundlægger og daglig leder i Trampolinhuset

Trampolinhuset står foran en af de største udfordringer i sin snart 7 årige historie.

Vi har længe vidst at vores helhedsorienterede indsat for og med asylansøgere er supereffektiv på de tre områder, socialt netværk, rådgivning og systemforståelse, og demokratisk medborgerskab. Knap så effektive har vi været på det sidste ben i vores indsats, nemlig kompetenceafklaring, opkvalificering og adgang til arbejdsmarkedet. 

Problemet har været at den indsats der skal til for at lykkes på det felt krævede flere resourcer end vi havde, både hvad angik know-how og økonomi. Derfor er vi virkelig stolte og glade for, at TrygFonden og Tuborgfondet har besluttet sig for at støtte vores nye projekt ‘Next Practice’. Formålet med projektet er at kortlægge folks kvalifikationer, opkvalificere dem, og finde dem det rigtige job.

 

Integration fra dag 1

Men hvorfor lader vi ikke bare kommunerne gøre det arbejde? Det er jo jobcentrenes opgave vi taler om her. Og næsten alle politikere på Christiansborg er enige om at alle flygtninge skal arbejde og være selvforsørgende, så hvorfor behøver Trampolinhuset at blande sig i den sag?

Det gør vi fordi djævlen gemmer sig i detaljen. Når kommunerne får ansvaret for borgeren har han eller hun allerede siddet i et asylcenter mellem 6 måneder og 3 år. Et forløb på over 3 måneder i et asylcenter kan nedbryde de fleste almindelige mennesker til systemklienter. Kommunens indsats kommer derfor for sent.

Trampolinhusets svar på denne systemiske udfordring er simpelt som sund fornuft, og det bygger på snart 7 års erfaringer fra vores arbejde: Integrationen skal starte fra dag 1.

Derfor ansætter vi en ny jobkoordinator, som får til opgave at kompetenceafklare de asylansøgere, som kommer i Trampolinhuset, og at udvikle et netværk af virksomheder som vil ansætte dem. En anden lige så vigtig del af planen er, at alt det frivillige arbejde som asylansøgere allerede laver i huset skal omstruktureres så det i sig selv er med til at opkvalificere den frivillige til et job uden for Trampolinhusets fire vægge. Vores mål er at ca 50% af alle vores asylansøgere får en tilknytning til arbejdsmarkedet før de opnår asyl i Danmark.

“Jamen må de arbejde?” spørger du måske. Ja. Det er den bedst bevarede hemmelighed i asyllovgivningen, at asylansøgere har lov til at tage et job i Danmark. Next Practice er en konstruktiv udnyttelse af den eksisterende lovgivning.

 

Du hjælper med at gøre det muligt

Det hele er muligt fordi TrygFonden og Tuborgfondet har valgt at støtte Trampolinhuset med ialt 5,2 mio. kr. over de næste 3 år. Vi er utroligt stolte over at have de to vigtige fonde som samarbejdspartnere, men vi er lige så stolte over alle jer der har valgt at betale et beløb hver måned til Trampolinhusets arbejde. Vores samlede budget for de næste 3 år er nemlig over 10 mio. kr., så vi har stadig god brug for ethvert bidrag. 

Sammen kan vi bevise at det betaler sig for samfundet at give mennesker der søger asyl et socialt netværk, rådgivning, demokratisk medborgerskab og arbejde.


Læs mere


Støt Trampolinhuset

Ethvert bidrag tæller. Du kan være med til at sikre, at asylansøgere kan være en del af et fællesskab allerede fra dén dag, de kommer til Danmark.

Det betyder mere, end du kan forestille dig.