Integration er alles anliggende

af Morten Goll, Daglig Leder i Trampolinhuset. Foto: Asim Iqbal / United Colors of Denmark

af Morten Goll, Daglig Leder i Trampolinhuset. Foto: Asim Iqbal / United Colors of Denmark

Selvom vi begyndte år 2016 med at erklære Trampolinhuset for lukningstruet, lykkedes det os at mobilisere folkelig opbakning og stærke samarbejder, som muliggør og forbedrer Trampolinhusets arbejde for tidlig integration af asylansøgere i Danmark.

Klik her for at læse hele årsberetningen (pdf åbner i nyt vindue)

2016 var et skæbneår for Trampolinhuset. Vi begyndte året med offentligt at erklære huset for lukningstruet, samtidig med at vi på det politiske plan bevidnede en humanitær katastrofe som blev besvaret med smykkeloven, grænsekontrol, stramninger af asyllovgivningen og bevidst forringelse af asylansøgeres vilkår. Resultatet var mærkbart blandt de asylansøgere, vi møder: øget fattigdom, isolation og klientgørelse.

 

Folkelig opbakning sikrer Trampolinhusets fremtidige aktiviteter

Alligevel endte 2016 med at blive et fantastisk år for Trampolinhuset. Vi gik fra 50 faste månedlige bidragsydere til over 300. Det er borgere i Danmark som har besluttet at gøre deres til at vi kan fortsætte arbejdet. Takket være denne folkelige opbakning bugner vores kalender hver uge af sociale aktiviteter, demokrati-workshops, sprog, kultur, fællesspisning, rådgivning i asylret og integration, lægehjælp, kompetenceudvikling og vedligeholdelse - alt sammen aktiviteter, som foregår i et fællesskab hvor alle bidrager og deltager, alle respekterer hinanden, og ingen er ofre. Det er sådan, god integration foregår.

Vores integrationsmetode blev i 2016 anerkendt med tildelingen af både Bispebjerg Frivilligpris og Liviaprisen, og Trampolinhusets udstillingssted CAMP / Center for Migrationspolitisk Kunst vandt Kunstkritikerprisen 2016. I løbet af efteråret 2016 blev CAMPs tre første udstillinger desuden vist på Statens Museum for Kunst. Det var en vigtig bekræftelse af, at migration er et komplekst emne, hvis formidling rækker langt ud over Christiansborg.

Vores fortsatte arbejde er i høj grad også muliggjort af den støtte, vi har fået af Roskilde Festival efter at Trampolinhuset og CAMP deltog som officielle holdningspartnere på festivalen 2016. Det var en fantastisk oplevelse for alle som var afsted at repræsentere Trampolinhuset over for festivalens mange nysgerrige gæster. 

 

Civilsamfundet supplerer kommunernes integrationsindsats

Integration handler om mere end job og sprog. Derfor har civilsamfundet en vigtig mission i at supplere kommunernes indsats og skabe en meningsfuld integration som tager udgangspunkt i både beskæftigelse, demokratisk praksis, systemforståelse, og socialt netværk.

Men regeringen har ret i, at en stor del af integrationen skal foregå via arbejdsmarkedet. I løbet af de næste tre år vil Trampolinhusetshelhedsorienterede integrationsmetode i højere grad også fokusere på arbejdsmarkedsrettet integration ved at finde praktikpladser og regulært arbejde til de asylansøgere som er i praktik i Trampolinhuset og ønsker at bidrage til det danske samfund.

Det er en stor opgave, som vi ikke kan løse alene. Heldigvis har vi i det forgangne år mødt nogle stærke samarbejdspartnere, som deler vores drømme om at åbne arbejdsmarkedet op for asylansøgere: Sammen med fagforeningen DJØF har vi startet et mentornetværk for højtuddannede asylansøgere; med støtte fra Tuborgfondet og i samarbejde med konsulentbureauet QVARTZ har vi udviklet konkrete redskaber og et frivillignetværk til afklaring af asylansøgeres kompetencer; og sammen med den integrationsspecialiserede rådgivningsvirksomhed LG Insight er vi i fuld gang med Trampolinhusets strategiske udvikling inden for netop tidlig integration på arbejdsmarkedet.

 

Integration er alles ansvar

Trampolinhuset eksisterer fordi vi har en vision for et bedre Danmark. Vi tror på, at integrationen kan lykkes hvis vi satser på at revitalisere demokratiet og medborgerskabet. Integration er alles anliggende og ansvar. Integration betyder at vi sammen vokser ind i et bedre og stærkere fælleskab, et nyt “os”.

Takket være lidt over 300 privatpersoners faste donationer kan vi nu fortsætte arbejdet for denne vision indtil udgangen af 2017. Vi er enormt taknemmelige over, at de har båret os igennem årets økonomiske krise. Med deres - og forhåbentlig fleres - hjælp kommer vi også til at fortsætte ind i 2018 og årene derefter!

Klik her for at læse mere i den fulde årsberetning (pdf åbner i nyt vindue)


Se også: