Om at komme i asylcenter, og om minder hjemmefra

"Hvis nogen ville spørge mig om, hvad jeg savner mest fra mit land, ville jeg svare, at jeg savner duften af min mor og min bror. Og stemmen, som tilhørte den mand, jeg elskede."

Click here for English

 Silan sammen med sin mor og bror inden flugten. Privat foto.

Silan sammen med sin mor og bror inden flugten. Privat foto.

Af Şilan Deniz Teyhani, frivillig i Trampolinhusets journalistgruppe 'Trampoline Times'

Jeg har boet på asylcenter i Danmark i ca. fire og en halv måned. Jeg glemmer aldrig den dag, jeg ankom til asylcentret. Det var den første uge i februar, og der var helt hvidt overalt. Sneen og vinden skabte så smukke lyde, at jeg næsten glemte hvor jeg var. Jeg kan stadig dufte sneen… Jeg havde en grøn blomsterkjole på, og sneen faldt på min nakke og på min gode vens tørklæde. Jeg havde søgt asyl. Nu blev jeg ført ind i et rum med min baggage i hånden, fyldt af minder.

Da jeg trådte ind i rummet, tænkte jeg på mit værelse Mersin som jeg havde efterladt. Væggene var udsmykket med plakater, der var bøger, og mit legetøj som aldrig havde forladt mig, og alle minderne. En tåre klemte sig frem i min øjenkrog. Jeg tog en dyb indånding og følte kulden krybe indenfor i rummet, og satte min bagage ned. Jeg tænkte på, om der mon var internet, for jeg ville gerne ringe til min mor med det samme.

Da jeg ringede, blev vores forhold styrket af at jeg sagde, ”mor,” og hun sagde ”min datter”. Min mor havde ikke blot været min mor, hun havde også været min søster, min fortrolige, min ven, min far, endda min kammerat. Det gik pludselig op for mig, at jeg savnede hende enormt. Jeg prøvede at blive stående med rank ryg, men jeg ønskede bare at jeg kunne vende tilbage til de dage, hvor jeg hvilede mit hoved i hendes skød og hun nussede mit hår, og fortalte mig historien om Lilith. Min mor sagde altid til mig, ”du bliver en stærk kvinde”. Alligevel, for første gang i mit 25-årige liv, følte jeg at jeg stod oprejst og var besejret på én og samme tid. Det lyder måske underligt at sådanne modsætningsfyldte følelser kan eksistere samtidig.

Så forsøgte jeg at sove. Efter to timer bankede det på døren, og en ny kvinde blev ført ind i rummet. Jeg fandt ud af, at hun var fra Syrien, og ligesom mig var hun kold og bange. Hun så på mig og smilte. Jeg spurgte hende om hun var sulten, og hun svarede, at hun frøs. Jeg gav hende kalapakken fra min bagage. Selvom vi var tavse, fortalte vi hinanden vores historier med vores øjne. Man siger, at øjnene afspejler ens sjæl, og at folk kender hinanden gennem deres sorger. Vi gav hinanden et knus og faldt i søvn med hinanden inden for synsvidde.

Jeg gav min skriftlige forklaring næste morgen. Til frokost hørte jeg en kvinde bede hendes ven på tyrkisk om at give hende en kniv, og jeg rakte hende min. Jeg spurgte hende, om hun var fra Tyrkiet, og hun svarede, ”Nej, jeg er azeri”. Jeg var så lykkelig for at finde nogen, der kunne forstå mig. Men kort efter forsvandt luften ud af ballonen, da jeg blev flyttet til et andet asylcenter samme dag.

Stanken fra toilettet er noget, jeg aldrig vil glemme fra det nye asylcenter. Og der var intet internet. Jeg kunne ikke spise. Jeg så på min tallerken, og begyndte at græde. Når jeg tænker tilbage på de dage, går det op for mig hvor meget jeg græd. En kvinde kom op til mig og rørte ved min skulder, og spurgte på engelsk om jeg var okay. Jeg sagde, at det var jeg, og takkede hende. Hendes smil var så varmt, og det varmede mit kolde sind op et øjeblik. Vi blev venner hurtigt efter det. Næste dag ville jeg gerne skrive, og jeg skrev nogle få ting ned.

Nu ser jeg tilbage på mit liv, og på mig selv. Det er vel en slags selvkritik. Jeg bor et sted langt væk fra mit land. Derhjemme er der et populært udtryk: ”Du vil aldrig være alene”. Hvis nogen ville spørge mig om, hvad jeg savner mest fra mit land, ville jeg svare, at jeg savner duften af min mor og min bror. Og stemmen, som tilhørte den mand, jeg elskede.

Jeg tænker på dagene, hvor jeg blev vred på min mor, hvor jeg blev anspændt og lod det gå ud over hende. Nu tænker jeg på, hvor absurd det var. Lige nu ville jeg ønske, at jeg kunne smage hendes grønne bønner, sådan som hun tilberedte dem. Jeg ville ønske, jeg kunne høre min bror spørge mig: ”Hvad så, Deno?” Jeg ville ønske, jeg kunne rejse to år tilbage i tiden – mit livs bedste år.

Jeg tænker på manden, jeg elskede, på hans stemme i mit øre da han som altid læste Adnan Yücel højt: ”En kvinde som drikker raki er smuk,” sagde han, og jeg grinte. Han sagde til mig, ”sikke smukt du griner, du må aldrig blive bange for livet”. Jeg grinte stadig da han gik. For det er også en del af kærligheden at gå.


Læs mere